"Ha en fortsat god dag" - og vær lalle-glad!

2. påskedag, mandag den 21. april 2014
Christianskirken kl. 10.30

Salmer: 234 – 238 – 249 --- 245 – 217 – 773

Postludium: L. Boëllmann: Prière fra "Suite Gothique"

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Det er påske, og vi burde le. Påskelatteren var i århundreder en pligt. Det var præstens opgave at få menigheden til at le. Kirken skulle påskemorgen gjalde af latter over at døden og Djævelen har mistet deres magt.

”Den, der ler sidst, ler bedst” siger vi. Og selvfølgelig er det Gud, der ler både sidst og bedst, når han lader det blive påskemorgen efter langfredags lidelse og meningsløshed.

Men skikken med at præster skulle fortælle vittigheder påskedag for at få menigheden til at le, blev afskaffet af biskopperne i 1600-tallet, fordi præsternes vittigheder efterhånden blev så platte og udvandede at de gjorde næsten mere skade end gavn. Men det er vi jo slet ikke i fare for i dag – eller her på stedet: At præsternes vittigheder eller bliver for platte.

For et par uger siden var der en mor, der lagde en barnekommentar ud på facebook. Hendes søn, der endnu ikke havde lært at læse eller stave, spurgte: ”Mor, hvorfor hedder det korsfæste – det er der da ikke meget fest i?

Vi burde le i dag. Men det virker som en hån. Hån mod Maria, der står der ved graven og græder. Hån mod alle Jer, der har et gravsted at græde utrøsteligt ved.

En hån mod de tungnemme disciple på vej til Emmaus. En hån mod alle Jer her, der ikke synes der er noget at le ad, ikke engang i dag. Ja, slet ikke i dag.

En hån mod alle dem, der ikke har opdaget, at korsfæstelsen er en fest. En fest, at Guds søn gik i døden for os langfredag og stod op lyslevende påskemorgen, - så levende, at selv korset siden slog rod. Vi burde le – men selv i dag føles det som en hån.

En hån - sådan som det også kan opfattes, når ekspedienter i snart sagt alle forretninger afslutter en handel med et ”Ha en fortsat god dag”. ”Ha en fortsat god dag!” - hvad ved de om, hvor god den har været indtil nu? Om den overhovedet har været god? Hvordan kan man ha en fortsat god dag, når man lige har lagt sin ægtefælle i graven? Eller når man lige har været hos lægen og fået en alvorlig diagnose – eller man bare har ondt hele tiden – ondt i kroppen eller ondt i livet? Eller når man har mistet sit job eller noget helt 17.

Hvordan kan man ha en fortsat god dag, når man er på vej til Emmaus – eller på vej ud til gravhaven?

”Ha en fortsat god dag”. Engang imellem tænker jeg på at sige det til ekspedienterne, om de ikke bare kunne nøjes med at ønske: ”ha en god dag”. Det lyder både vældigt forkert og vældigt forpligtende det med ”den fortsat gode dag”.

Men så en dag slog det mig: At hvis der er nogen dag, hvor man med rette kan ønske andre, at de må ha en fortsat god dag, så er det da påskedag – og 2. påskedag.

Påskedag er om nogen godt begyndt. Ja, begyndt på den bedste af alle måder. Den mest utænkelige. Den mest utrolige. Den mest grænsesprængende måde: Med budskabet om, at Kristus er opstået fra de døde. Så bliver det vel ikke bedre? Så vil det ikke nærmest være opbyggeligt at ønske for hinanden, at det gode godt måtte fortsætte?

Og i dag, 2. påskedag. 2. helligdagene, som vi jo her i Danmark fejrer fordi glæden fra 1. helligdagene er så stor, at vi ikke kan nøjes med at fejre den på en dag – også i dag burde vi glæde os. Fortsat. Så derfor vil jeg i dag i kirkedøren ønske Jer alle en fortsat god dag. Og det er ikke ment som en provokation – men som det bedste påskeønske af alle. Og jeg håber, I hver især må møde rigtigt mange på jeres vej i dag, som I med et stort smil kan ønske ”Ha en fortsat god dag”. En god påske. Måtte det gode, der er begyndt påskemorgen leve i Jer. Ikke bare i dag, men fortsat. Resten af dagen – ja og i dagene der kommer.

Jo. Påskemorgen er en fest. Og vi burde stadig le her på anden påskedag. Vi burde være glade som aldrig før. Ja, faktisk er påskedagene en anledning til at vi bliver så glade, at vi bliver lalleglade. Ja, ja, nu tænker I sikkert: ”Lalleglad” – er det ikke en lidt naiv og ualvorlig måde at være glad på? Nix. Tværtimod. At lalle - det er at synge uden tekst. Selv et barn, der ikke kan tale kan være lalleglad. Selv den, der mistet sit sprog og som ikke længere kan huske et eneste ord, kan lalle.

Hver gang vi synger halleluja – så laller vi af hjertens lyst og til Herrens pris. Derfor burde dagens salmer også være fyldt af halleluja’er. Og det er de også. For der står halleluja mellem hver eneste linje. På påskemorgens glæde er dagens salmer skrevet.

Og i motetten hører koret halleluja’er fra himlen. Det er påske. Vi burde lalle, hallelu-lalle Herren og le.

Piet Hein skrev engang:

”Hvorfor mon folk går rundt
og kun har blik for trist og ondt?
jeg undres ved hver lysplet på min vej
– og tænker: Gud er god endda.
For han har sagt: Halleluja
– han ku li’så godt ha sagt: Hallelunej.

Jeg tror, Piet Hein tager fejl. Gud kunne ikke lige så godt ha sagt hallelunej. For Gud er ikke en nej-siger, men en ja-siger. Halleluja – for det.

Storm P taler også om hallelu-naj’er: ”Der er dem, der siger ak, ak, ak i stedet for tak, tak, tak. Ligesom de synger hallelunej i stedet for halleluja. På den måde opstår de langtidskuffede. De samler på daglige skuffelser, selv dem der aldrig går i opfyldelse. Deres omkvæd er: "Hvis du vil være glad, så er det biip dit eget problem, der er nok at være ked af”.

Med påskemorgen plantes langtidsglæde, selv til langtidsskuffede. Glæde til at leve på. Glæde til at dø på. Glæde, så man holder op med at græde. Glæde, så man igen kan vende tilbage til fællesskabet med dem, man forlod. Glæde, der klinker skårene sammen. Selv af hvide flødekander.

Måtte den glæde følge os ind i alle hverdagene, hvor vi igen skal mødes af et ”ha en fortsat god dag”, - når dagene måtte synes alt andet end gode.

Alligevel slutter dagen i det mere eftertænksomme hjørne, både i ord og toner. For efter den store glæde – ja, i den store glæde – er eftertænksomheden tro følgesvend. Så postludiet er en bøn til eftertanke. Og dagens sidste salme er en bøn: Den bøn, nemlig, disciplene beder Jesus om, da de næsten er fremme ved Emmaus – og Jesus er parat til at gå videre uden dem. Da holder de ham tilbage og siger: ”Bliv hos os”.

”Bliv hos os – når dagen hælder”. Bliv hos os, når også denne lyse 2. påskedag slutter. Bliv hos os, når langfredagsmørke igen sænker sig over os hver især. Bliv hos os, når vi er bange for at blive forladt – eller når vi er bange for, at vor tro er tom som graven. Bliv hos os, når vore øjne som Marias ved graven er fyldt med tårer.

Bliv hos os – for så vover vi, som Maria, at tro, at også vi er kaldt ved navn. Så vover vi at tro, at Herren virkelig er opstanden. At det er godt ment. Og at der også – fortsat – er noget godt i vente til os. Indtil – og på den dag – da vore øjne blændes af lyset fra Guds store påskemorgen.

Det er påske. Disciplene er gået videre. Marias tårer er tørrede. Og vi har fået håbet – det levende håb – i påskegave.
Vi har fået lov at blive så lalle-glade over livets genfødsel, at selv korset bliver en fest.

Kristus er opstanden.
Ja, han er sandelig opstanden.
Lad os lalle og le.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Lad os bede: Herre, vor Gud!
Vi takker dig for denne morgens nye håb,
der rækker ned i gravene og ind i mørke sind.

Vi beder dig: Læg påskens liv og glade dage ind i alle vore dage.

Lad os på vor krop mærke din opstandelseskraft, så vi får lyst og mod til at rejse os fra vore grave og det, der holder os fast og gå videre.

Giv os håb om nye dage, hvor vi troede, det var slut. Og giv os tro på venskab, kærlighed og fællesskab, der hvor tilliden var brudt.

 
Lad os ikke bare vente, men forvente, at vi fortsat må ha en god dag, ikke bare en dag, ikke bare i dag, men hver Herrens dag.

Tak, Herre, for, at du kender hver enkelt af os og for at du kalder os ved navn, første gang ved døbefonten, ja, og hver dag siden. Lad os ikke glemme at dit navn og vore navne hører sammen.

 
Lad os fejre din påske - ikke bare for os selv, men for alle der sørger og savner,
for dem, der endnu ikke har hørt evangeliet eller endnu ikke tør tro det.

Vær med din kirke her i Christians sogn – og ud over hele jorden, hvor kristne fejrer påske. Må kirken være det sted, hvor ordet om muligheder lyder.

Vær hos alle, der har fået magt og ansvar betroet: Vær med Dronningen og hendes familie – og alle, der fik et særligt ansvar betroet, det være sig i regering, byråd, menighedsråd eller forvaltninger.

Men vær også hos lærere og andre undervisere, der står med et stort ansvar for at pege på muligheder til en ungdom, der ikke kender vejen til Emmaus – og måske ikke engang kan se et skridt frem i deres nærmeste fremtid.

Sid hos dem, der har brug for ekstra nærvær og ekstra hænder: hvad enten de er handicappede, ofre for ulykker eller på anden måde, synligt eller usynligt sårede på krop eller sjæl.

I dag er vi også som Maria, der i tankerne står ved gravstederne for vore døde.

Giv dem og os alle en glædelig opstandelse på den store påskemorgen.

Velsignelse:

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.

Skærtorsdag - den hvide flødekande

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes

Det begyndte med en helhed. Af hvad der blev til på de 6 skabelsesdage, blev verden stykket sammen. Og ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var”. Helhed, sammenhæng, harmoni er godt. Men sådan blev det ikke ved!

Helheden blev brudt. Syndefaldet var en realitet. Er en realitet. For syndefaldet er ikke noget abstrakt, så tilpas langt væk i tid og rum, at det ikke vedkommer os. Syndefaldet var ikke kun engang. Syndefaldet er her og nu.

Heller ikke nu lever vi i en verden, præget af helhed, sammenhæng, godhed og harmoni. Vi lever i en verden, der meget ofte er splintret, fragmenteret, slået i stumper og stykker. Ind i mellem er det os selv, der slår det, der var ment godt, i stykker i de sammenhænge, vi nu færdes i. Som en splint af troldspejlet bor synden også i os.

Bevægelsen: Fra Paradis til syndefald, fra helheder til det, der bliver slået i småstykker går igennem de bibelske fortællinger og igennem evangeliet. Rigtig mange af mosaikkerne her bag mig fortæller stykke for stykke om ituslåede skæbner, ituslåede relationer mellem mennesker og mellem mennesker og Gud, om stumper af liv, men også – især i højre side om drømme og om håb. Men selv håbet er i mosaikkens form sat sammen af småstykker.

Som illustration til stykkevise, vil der nu blive delt glasstumper ud til Jer alle. ---

I min familie brugte vi ikke mælk i kaffen. Derfor var det ikke ret tit, den blev brugt, den hvide flødekande. Men den stod sammen med det fine kaffestel, komplet til 12.

Komplet var kaffestellet indtil den dag, da jeg som ca. 8-årig skulle have et eller andet i dækketøjsskabet og kom til at vælte den hvide flødekande så den faldt ud og (vælt flødekanden, så den går i stykker) gik i mange stykker. Jeg samlede skårene fra flødekanden sammen og pakkede dem ind i en avis og smed dem ud – og så var den historie vel ikke længere?

Jo… for jeg turde ikke sige det til min mor, at jeg havde smadret flødekanden. Det var ikke, fordi jeg ikke ville stå ved, at det var mig, der havde gjort det. Det var heller ikke fordi jeg var bange for at få skældud, for kan jeg faktisk ikke huske, vi børn har fået. Det var måske mest af alt fordi jeg som barn – og stadigvæk – bliver flov og ked af det og meget, meget lille, når jeg kommer til at slå noget i stykker. Når jeg ufrivilligt kommer til at gøre noget forkert.

”Jeg tør altså ikke sige det til mor”, fik jeg fremstammet til min lillebror, som stod ved siden af. ”Nå – men så gør jeg det”, svarede han og gik fluks ind i stuen til mor. Imens jeg stod i køkkenet og holdt vejret. Når jeg fortæller det her i dag, holder jeg stadig vejret. Der gik kun et øjeblik – som føltes som en evighed, så kom han tilbage. ”Det var det”, sagde han så. ”Jeg sagde bare, at det var mig, der havde gjort det”.

Pyh… sikke en lettelse. Skulle man tro.

Men i årevis har den hvide flødekande reddet mig som en mare. Måske er det derfor, jeg er blevet tedrikker – for hver gang jeg ser en hvid flødekande på et bord, så bliver jeg 8 år gammel igen.

For flere år siden spurgte jeg min mor om hun kunne huske den hvide flødekande. ”Hvilken?” ”Ja, den i dækketøjsskabet. Den, der gik i stykker. Den Lars kom og

 

sagde, han havde smadret”. ”Nå… den” huskede mor endelig. ”Den havde jeg da helt glemt”. ”Men det har jeg ikke, for det var mig, der slog den i stykker og det var bare Lars, der sagde det og jeg har haft det skidt med begge dele siden”. Og så talte vi ikke meget mere om det. Men skårene af den hvide flødekande står stadig skærende for mit indre blik.

I mandags ringede jeg så til min lillebror og spurgte uden omsvøb eller indledende bemærkninger overhovedet, om han kunne huske den hvide flødekande. Det kunne han. Udmærket. Uden at jeg behøvede at give ret mange detaljer. Igen blev jeg 8 år gammel. Og fyldt af skam. Tænk, at han havde båret på det i alle de år! Og det var min skyld. Skårene af den forbistrede hvide flødekande, som aldrig blev brugt og som ingen savner.

Men min bror huskede ikke det samme som mig. Huskede end ikke hvem af os, der havde slået den i stykker, huskede ikke at det var ham, der havde fortalt det til mor. ”Jamen, hvorfor kan du så huske den?” spurgte jeg. ”Fordi vi ikke ret tit smadrede noget”, lød hans svar. Pludselig blev mine stumper sat sammen på en ny måde.

I min familie er jeg den eneste, der bruger mælk i kaffen. Og hver gang – eller næsten hver gang – minder mælken i kaffen mig om, at det fragmenterede, det skårede. Minder mig om at jeg, også jeg – og du – er dem, der slår dele af helheden i stykker. Dem, der ødelægger, det, der var godt ment. Ind imellem ved et uheld – og til andre tider ganske bevidst. Vi er syndere – det er vist og sandt.

Og her er vi så, som menighed og som enkeltpersoner, med hver vores stykker af helheden.

I sidder alle med en stump glas. Også alle disse stumper var engang en del af noget, der var helt. Hvad, - det ved jeg ikke. Jeg kender heller ikke de sammenhænge i dit liv, der engang var hele, men som nu opleves som mere fragmenterede. Hvilke flødekander, paradiser, ægteskaber, venskaber, relationer, der gik itu i dit liv. Men hver især sidder vi med vores private stumper af noget, der engang var helt.

Men ikke bare det: Vi sidder ikke kun med stumperne af noget, der engang var helt. Vi sidder også alle med drømmen om eller længslen efter det hele, det harmoniske, det ukomplicerede. Det, der bare er godt, såre godt.

Det er ikke nogen ny drøm. De kendte den fra dem selv – de 12, der denne første skærtorsdag satte sig til bords.

Når man samlede på udstyr, på spisestel og bestik og andet godt, skulle man have til 12 for at det skulle være komplet. Men der er jo 13 til bords! Der er en, der sætter sig selv uden for det komplette, for gode selskab.

Når I kigger på vores gyldne alter er der også der dækket op til 12. Men det er ikke fordi, de ikke alle får. Der er nemlig også dækket til alle de andre små eller store syndere, alle os, der i årevis bar på byrden af en ituslået flødekande – og hvilke stumper, der ellers skærer i vort sind – og der er dækket op til den, der som Judas ved, at han har det største forræderi foran sig.

Et komplet service – det er til 12. Og den 13, der sidder til bords – det er Kristus selv. Og han behøver ingen tallerken og intet krus af platin. For han giver af sig selv. Giver sig selv helt og fuldt. Det er formentlig også derfor, at Bjørn Nørgaard har valgt, at Kristus skal have et bæger af glas, så vi kan se vinens – blodet røde farve. Han gir os sig selv.

De får alle sammen lod og del i ham. Vi får alle sammen lod og del i ham.

Barndommens flødekande bliver aldrig hel igen. Det gør jeres glasstumper heller ikke. Og vi kan også tænke, at det samme gælder for relationer eller sårede følelser: Helede kan de aldrig blive. Klinkes kan de måske, men man vil altid kunne se skårene – lige som alle sår nok vokser sammen – men der kommer et ar.

I dag kan det lyde som om Jesus siger det samme: Vi bliver aldrig et. I vil altid kun være en lille del af mig og jeg i Jer. Måske er det også det Peter protesterer imod. Når Jesus nu er i gang, vil Peter ikke nøjes med at have vasket fødderne. Han vil at Jesus tager hænderne og hovedet med – hele ham. Peter vil ikke nøjes med en del. Han vil have det hele. Ydmyghed var aldrig Peters stærke side.

Men er det nu også hvad Jesus siger”: I vil altid kun være en lille del af mig og jeg af Jer?” Siger han ikke tværtimod, at bare fødderne – et lille stykke - er mere end nok? At selv det at have bare en lille del af helheden, det er at være en del af Jesus.

Selv når vi spiser en lille stump brød og drikker en mundfuld vin, så er det ikke kun en del af Jesu forsoning, vi får indenbords. Det er fuldt og helt… Fuldgyldigt. En lille stump er mere end nok.

Når vi mødes ved nadverbordet, kommer vi hver især som en lille stump af skaberværket. Vi kommer hver især med stumperne af det, der gik i stykker i vores liv: Det onde, vi gjorde, det vi splintrede i andres liv, det, der gik i stykker og det, der slet ikke gik. Nadverbordet er fællesskabet for de splintrede. For alle stumperne. Vores stykker kommer ikke til at hænge sammen der. Vi bliver ikke nødvendigvis ét med sidemanden eller kvinden. Vi forsoner os ikke nødvendigvis med det splitrede af at gå til alters.

Men – for en stund – bliver vi et med Jesus selv. Det sker både føleligt og synligt i nadveren. Uanset at det kun er en lille stump brød, vi får, så fornemmer vi om det er sprødt eller blødt, vi smager om saften eller vinen er sød, sur eller stærk. Vi indoptager Jesus i os. Han bliver en del af os. Vi bliver et. Du bliver et med Jesus. Bare det splitsekund fra vinen har dækket dit spejlbillede i alterbægeret til du har drukket – er I et. Igen.

Der er en tankevækkende pointe i, at skærtorsdag, der giver Jesus os sig selv. I små stykker, men alligevel fuldt og helt. Og i morgen, langfredag, brydes hans legeme i stykker. Da er det endnu en gang slut med helheden.

Der er en pointe i at vi skærtorsdag samler stumperne, ja alle os, der selv er stumper samles rundt om nadverbordet – og langfredag brydes alt igen i stumper og stykker. Ikke bare Jesu egen krop, men også sammenholdet mellem disciplene går der skår i - ja, selv relationen mellem Jesus og hans Far bliver bragt i spil. Mere fragmenteret kan det blev ikke blive?

Man skulle tro, at det er den samme bevægelse som vi kender den fra skabelsens morgen: At nu er helheden, det godt mente, igen slået i atomer.

Men med påskemorgen begynder den modsatte bevægelse.

Nu går det ikke fra helhed til stykker. Nu går det fra det stykkevise mod ny helhed. Den døde står op, de adspredte finder sammen, de håbløse får nyt håb. Det fortsætter i pinsen, hvor vi hver især sendes ud på ny for, som stykker at indgå i nye sammenhænge, nye menigheder, nye mosaikker. For at rejse nye fællesskaber, stump for stump.

Skærtorsdag rækkes du et lille stykke. Her et stykke glas, om lidt stykker af Jesu legeme og blod. Men du vil sikkert ikke nøjes med en stykkevis tro. Det er vel også derfor, du er kommet i kirke: for at få flere stumper til at stykke din tro, dit håb sammen med. Det er derfor vi taler med hinanden om tro, det er derfor vi beder, det er derfor vi synger, det er derfor musik kan løfte os mod himlen – alt sammen er det med til at stykke vores tro sammen. Og det er hvad erkendelse er: at stykke sammen. Tro er håbet om, at vi ikke kun skal stykke sammen af vores stumper, men at Gud i Kristus har lagt sine stumper til vores.

For det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Far, Søn og Helligånd, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Lad os bede:

Jesus, vor bror.
Du giver os himmelbrød og hjerteblod.
Vi får del i dit liv og din død.
Tak, fordi du viser os, at du hører sammen med os.
Nu beder vi dig:
Lad os aldrig glemme, at du sidder til bords med os,
både i kirken og i dag – og hver gang vi spiser sammen.

Du gav hele dit liv bort.
Tag nu det fra os, som andre har mere brug for.

Lær os som enkeltindivider og som samfund at dele af vores overflod.
Lær os at dele Mad, drikke, mentalt overskud.
Lær os at give til den, der sulter efter mad og mening.

Vær os nær, når vi skærer os på stumperne i vores liv -
Og når vi har svært ved at se, hvordan tingene skal hænge sammen –
Vær du da, Herre, den dybe sammenhæng.

Vær nær hos det splintrede i vores liv: Den nye sorg, det brudte venskab, det, der ikke lykkedes – og det, vi aldrig turde give os i kast med.

Vi beder for det, der fylder for os hver især lige her og lige nu.

Vær hos vore døde, hos dem og det, vi hver især måtte savne i vort liv.

Læg stump for stump til vor tro og vort håb.
Indtil vi en dag skal se alle stumperne samlet i en himmelsk mosaik i dit evige rige. Amen.

Nadvertale:

Jesus Kristus.
Dit legeme er samlet i ét –
og dog delt i uendelig mange små stykker.

Dit blod har givet næring til mange mennesker før os.
Det har trøstet dem og styrket dem og sat dem fri til at leve.
Lad det også nu i dag gøre os stærke.

Vi beder dig:
Spis og drik sammen med os,
Så vi både i sjæl og krop kan mærke dit nærvær.
Lad nadveren nære håbet om, at du samler vore stumper,
lige fra de største stumper, der vejer og tynger i vores mentale bagage
- og de stumper, der er så små, at ingen andre end jeg og du, Herre, kan se dem.

Lad os heles i dig.
Du i os og vi i dig. Amen.